Erstatning for erhvervsevnetab ved deltidsarbejde
Når du har været udsat for en ulykke, hvor du er blevet påført en personskade, som påvirker din fremtidige evne til at arbejde, så har du som udgangspunkt ret til erhvervsevnetabserstatning. Man beregner erhvervsevnetabserstatningen ud fra, hvor mange procent ens erhvervsevne vurderes at være nedsat.
Din erhvervsevne skal som minimum være nedsat med 15 % for, at du kan få erstatning. Når man skal fastsætte størrelsen af en erhvervsevnetabserstatning, så tager man som regel udgangspunkt i den skadelidtes årsløn og sammenholder denne med skadelidtes erhvervsevnetabsprocent.
Erhvervsevnetabserstatning og deltidsarbejde
Hvis du arbejder på deltid på skadestidspunktet, så skal du imidlertid være særligt opmærksom på, at din erhvervsevnetabserstatning beregnes korrekt. Her er nemlig gennem de senere år kommet ny praksis for, hvordan din erhvervsevnetabsprocent skal fastsættes. De nye regler gælder for mennesker, som er deltidsansatte, men som stadig har evnen til fysisk at kunne varetage et fuldtidsjob.
Den nye praksis gælder altså ikke for folk, som allerede på skadestidspunktet var ude af stand til at arbejde fuldtid.
Den nye praksis er blevet til, efter at Højesteret d. 16. august 2010 afsagde kendelse om en kvinde i deltidsarbejde på skadestidspunktet. Denne afgørelse er senere blevet lagt ud på Ankestyrelsens hjemmeside som en principalafgørelse, hvilket betyder, at senere afgørelser, med samme indhold som denne, vil blive afgjort på samme måde. Kvinden var i 1995 involveret i et trafikuheld, hvori hun efterfølgende fik anerkendt den indtrådte skade som en arbejdsskade efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Dermed var hun berettiget til erhvervsevnetabserstatning. Hun var imidlertid kun deltidsansat på skadestidspunktet, hvorfor der opstod en tvist om, hvorvidt hun skulle have erstatning ud fra sin deltidsansættelse eller ud fra en fuldtidsansættelse. Hun havde på ulykkestidspunktet små børn, hvorfor hun ikke ønskede at arbejde mere end de 30 timer, som hendes deltidsansættelse lød på. Højesteret konkluderede, at eftersom hendes deltidsansættelse var begrundet i hendes familiære forhold, og at hun højst sandsynligt ville begynde at arbejde mere, når børnene var blevet store, så tilkendtes hun erhvervsevnetabserstatning ud fra en 37 timers fuldtidsansættelse. Dermed så man altså bort fra hendes deltidsansættelse, idet man konkluderede, at denne alene havde midlertidig karakter.
Bevisbyrden
Når din erstatning skal fastsættes, så beregnes denne ud fra din årsløn og din erhvervsevneprocent. I sager om erhvervsevnetab for deltidsansatte spiller bevisbyrden en stor rolle. Dette skyldes, at man ud fra beviset skal afgøre, hvorvidt den skadelidtes årsløn skal svare til en deltids- eller en fuldtidsansats. Derudover skal der også ud fra beviser vurderes, hvorvidt skadelidtes erhvervsevne i forvejen var nedsat, og dette var en del af årsagen til dennes deltidsansættelse.
Der gælder her forskellige bevisbyrder for dig som skadelidt. Enten er det dig som skadelidt, som har bevisbyrden eller, så er det myndighederne. Det er naturligvis sværest selv at skulle bevise et givent forhold.
Bevisbyrden i forhold til din årsløn – deltidsansættelse af midlertidig karakter
Udgangspunktet er, at du får erstatning ud fra den årsløn, som du har fået som deltidsansat – man ser på skadelidtes sidste 12 måneders løn. Hvis du skal kunne opnå erstatning ud fra en fuldtidsløn trods din deltidsansættelse på skadestidspunktet, så må du som skadelidt godtgøre, at der alene er tale om en midlertidig deltidsansættelse.
Dette skyldes, at du ikke kan opnå erstatning ud fra en fuldtidsløn, hvis du ikke er fysisk i stand til at arbejde mere, end du gør på skadestidspunktet. Det er endnu ikke afgjort, hvor længe en deltidsansættelse må have varet for stadig at have mulighed for at opnå erstatning ud fra en fuldtidsløn – ansættelsen skal altså bare have været af midlertidig karakter. Dermed er der tale om en konkret vurdering i hvert tilfælde, hvor momenter såsom ens familiære forhold og ens fysiske og mentale helbred indgår i vurderingen.
Bevisbyrden påhviler altså her dig, og du skal kunne oppebære beviset for, at din deltidsansættelse alene er kortvarig. Hvis ikke du kan oppebære denne bevisbyrde, så vil din årsløn blive sat til, hvad du tjener i din deltidsansættelse.
Bevisbyrden i forhold til din erhvervsevnetabsprocent
Udgangspunktet er her, at din erhvervsevne er 100 % før den indtrådte ulykken. Det er op til forsikringsselskabet at godtgøre, at denne var nedsat før skadestidspunktet. Forsikringsselskabet ønsker din erhvervsevne nedsat i erstatningsberegningen, hvis du før ulykken arbejdede på deltid, fordi du fysisk ikke var i stand til at varetage et fuldtidsarbejde.
Det er altså her forsikringsselskabet, som der skal bevise, at du allerede før ulykken havde nedsat erhvervsevne. I deres bevisbedømmelse indgår typisk momenter såsom skadelidtes fysiske og mentale helbred. Hvis forsikringsselskabet oppebærer denne bevisbyrde, så vil dit erhvervsevnetab kun blive sat til differencen mellem dit indtrådte erhvervsevnetab og det erhvervsevnetab, som du i forvejen led af inden ulykken.
Kan der ske genoptagelse af min erstatningssag?
Hvis du tidligere har fået en mindre erstatning, fordi du alene var deltidsbeskæftiget, da din skade skete, så kan du muligvis få din erstatningssag genoptaget med henvisning til dommen fra d. 16. august 2010. Du kan med fordel kontakte en advokat med speciale inden for personskadeerstatning, således du kan finde ud af, om netop din erstatningsberegning bør genoptages.