Erstatning ved forudbestående sygdom
Når du kommer til skade ved et trafikuheld, så har du som udgangspunkt krav på erstatning fra den ansvarlige skadevolder. Der foreligger imidlertid et krav om årsagssammenhæng mellem trafikulykken og den indtrufne skade og dennes gener/symptomer. Hvis du tidligere har haft en skade eller en sygdom, så kan denne have betydning for din erstatning. Din erstatning kan nemlig nedsættes eller bortfalde, hvis denne skade/sygdom sidder i eller påvirker det skadede område fra trafikulykken. En sådan gammel skade eller sygdom kaldes en forud bestående lidelse.
Forudbestående lidelse som primær årsag
Hvis den forud bestående lidelse er den eneste eller den primære årsag til den nye skade og generne hertil, så kan du som udgangspunkt ikke opnå personskadeerstatning for den. En undtagelse til dette er, hvis den gamle skade alene bidrager til den nye skade og dennes gener. Her vil du kunne få erstatning for de gener, som den nye skade har ført med sig – der vil med andre ord formentlig ske en nedsættelse i dit erstatningskrav. Den gamle skade kan være skader fra fritidssport, aldersbetinget slid eller anden sygdom, som du har lidt af før skaden fra din trafikulykke.
Hvornår er der tale om en tidligere skade?
Det er en konkret vurdering, hvornår der foreligger en tidligere skade, som skal have betydning for din erstatning. Vurderingen foretages af en lægesagkyndig, hvorfor du ingen indflydelse har på denne bedømmelse. Der foretages i almindelighed ikke fradrag i din erstatning, hvis ikke der foreligger nogen lægelig dokumentation for den gamle skade. Derudover nedsættes erstatningen heller ikke, hvis der ikke er konkrete holdepunkter for, at skaden/sygdommen har nogen betydning for dig generelt.