erstatning og ulykkesforsikring

Ulykkesforsikring

Ingen raske mennesker står op om morgenen med den hensigt at skade sig selv. Alligevel sker der konstant uheld og ulykker omkring os, og uden at ville det kan en persons liv ændres på få øjeblikket.

Hvad er en ulykkesforsikring?

Hvis du har en bil eller et hus, har du uden tvivl forsikret dem, så du får erstatning, hvis de skulle blive ødelagt. Du kan også forsikre dig selv, så du selv eller dine efterladte kan få erstatning, hvis du skulle komme til skade. Der findes forskellige slags ulykkesforsikringer. En fritidsulykkesforsikring dækker i fritiden. En heltidsulykkesforsikring dækker hele døgnet, uanset om du er på arbejde eller holder fri. En børneulykkesforsikring dækker dine børn under 18 år døgnet rundt. Hvis du kører motorcykel eller dyrker ekstremsport, kan det være en god idé at undersøge, om din ulykkesforsikring også dækker disse aktiviteter. Hvis det ikke er tilfældet, er det som regel muligt at tilkøbe en udvidet forsikring.

Hvad dækker en ulykkesforsikring?

En almindelig ulykkesforsikring dækker, hvis du rammes af en pludselig udefra kommende hændelse, som medfører beskadigelse af legemet. Det kan for eksempel være, at du går ned ad gaden og pludselig får en tagsten i hovedet eller bliver kørt ned af en bil. En udvidet ulykkesforsikring dækker også, hvis der er tale om en skade efter en pludselig hændelse. Det behøver altså ikke at være noget udefra kommende, som forårsager ulykken. Det kunne for eksempel ske ved, at du besvimer, mens du går eller kører ned ad gaden og kommer til skade ved faldet eller kører ind i et træ. Du kan også få erstatning for skader efter forvridninger og forstrækninger. Det gælder ikke kun en forvredet ankel, men også vrid i ryg og nakke.

Hvad dækker en ulykkesforsikring ikke?

En ulykkesforsikring dækker ikke sygdom. Hvis du for eksempel rammes af kræft eller en hjerte-kar-lidelse dækker ulykkesforsikringen ikke. Den dækker heller ikke, hvis du er fuld eller påvirket af stoffer, eller hvis du har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Som nævnt tidligere skal du sikre dig, at din ulykkesforsikring dækker motorcykelkørsel og farlige sportsgrene. Hvis den ikke gør det, kan du som regel tilkøbe en udvidet forsikring.

Hvorfor tegne en ulykkesforsikring?

En ulykke kan give dig skader, som kan have stor indflydelse på, hvordan du kommer til at leve resten af dit liv. Du kan for eksempel få et stort indtægtstab, fordi du ikke længere kan arbejde som tidligere. Din livskvalitet kan blive væsentlig forringet, fordi du ikke længere er lige så mobil eller kan være lige så aktiv som før ulykken. Du bliver måske nødt til at flytte til en anden bolig eller ombygge din nuværende bolig for at kunne klare dig selv. Du kan blive nødt til at omlægge hele dit liv, hvis du rammes af alvorlige skader efter en ulykke. En økonomisk kompensation kan være med til at gøre dit liv lidt nemmere efter en ulykke.

Har jeg brug for en ulykkesforsikring?

Den vurdering må du selv tage. Nogle mennesker har det godt med at vide, at de er dækket ind på alle leder og kanter. Andre mennesker vil hellere tage en kalkuleret risiko og på den måde spare penge og besvær. Inddrag i din vurdering, hvordan dit liv former sig. Arbejder du på kontor? Dyrker du paragliding? Har du allerede en forsikring gennem dit arbejde? Har du mindreårige børn? Hvordan ser din økonomiske situation i øvrigt ud?